Hjem  Om Bogen  Eksempler  Mit håndarbejde  Køb Bogen  Kontakt

 

 

 

 

 

Om bogen

 

Jeg har flere gange tænkt på hvorfor nogen udgiver en bog.

 

Kan det være en stor lidenskab? Rejseoplevelser, der råber på at blive delt med andre.? Noget der bobler inden i og bare må ud?

 

For mit vedkommende er baggrunden noget ganske forfærdeligt.... vi mistede vores søn Lars på 27-1/2 år den 30. april 2014.

 

Lars havde været til job samtale dagen i forvejen, han ringede til mig og sagde : ” Mor jeg tror jeg har fået jobbet”.

Min mand talte med ham om aftenen ved 23-tiden, Lars var glad, de aftalte at tale sammen dagen efter, for der skulle svaret komme pr telefon.

 

..... vi hørte intet fra ham, det lignede ham ikke.

Vi tog ind til hans lejligheden og fandt ham siddende i sofaen, død.

 

Hans telefon ringede kort efter, det var fra den nye arbejdsplads, han HAVDE fået jobbet. Det var hans hjerte det var galt med.

 

Det er fuldstændig ubeskriveligt at opleve sådan noget. Vores datter Tina var på det tidspunkt tre måneder gravid med vores barnebarn.

 

Efter et års tid havde det største chok taget noget af. Jeg var rastløs, og havde brug for at tage mig noget til.

 

Jeg have lavet to små tæpper til lille Xander som Tina havde i maven, der måtte ske noget andet.

 

Nu er det så heldigt at jeg har en mand, Vagn, som er rigtig god til at tegne.

 

Vagn foreslog at jeg skulle lave en bog. En patchworkbog?

 

Ja hvorfor ikke? Selv om jeg aldrig før havde overvejet at lave en bog, kunne jeg med det samme mærke at det var lige det jeg skulle.

 

Vi gik i gang med at opfinde figurer til bogen.

 

Hvad skal den omhandle?

 

Der skulle gerne være lidt humor i også.

 

Nu tog det fart, der blev tegnet og syet på livet løs. Jeg kontaktede Quilt.dk som jeg har et samarbejde med i forvejen. De var helt med på ideen.

 

Tak for deres store hjælp også.

 

Jeg talte også med Hanne Andrea i Patchwork Køge, der sammen med de søde piger i butikken, har hjulpet på bedst tænkelig måde.

 

Bodil fra Beo Beo har også været sød og behjælpelig når hun har quiltet for mig.

Det har alt sammen været en god oplevelse, midt i alt det kaos jeg havde i mit hoved.

 

Jeg har lært rigtig meget af denne bog, både symæssigt og om mig selv.

 

Der er grædt mange salte tåre, men der er også blevet grinet meget i denne proces.

Jeg elsker bare patchwork og de dejlige kvinder der omgiver denne dejlige hobby.

 

Der er altid lige noget at tale om, farver der skal sættes sammen, tips og ideer at dele ud af. Jo jeg tror at patchwork har reddet mig fra at blive FULDSTÆNDIG skør, lidt skør har man vel lov at være!

 

Dem der kendte Lars vil genkende flere ting i denne bog. Det er også meningen, for han er årsagen til at jeg har lavet den. Han har været med mig hele vejen igennem, for han gik f.eks. aldrig med to ens sokker.

 

Jeg vil gerne takke min mand Vagn for de dejlige tegninger, min datter Tina, min svigersøn  Andreas og Lille Xander der giver mig glæde i mit liv.

 

Jette Stubbe der har lært mig de grundlæggende teknikker, Rosane Mortensen der har inspireret mig

 

Tak til alle jer der har været en støtte for os, jeg havde ikke kunnet lave bogen uden jer.

Og en særlig tak til Dorthe Jollmann for hendes hjælp med bogens tilblivelse.